Hjertelig velkommen til forløbet Med Hjertet i Hånden
– en grundig uddannelse med fokus på dannelsen som healer. Uddannelsen består af tre hovedkomponenter/temaer, som vi kommer til at arbejde i dybden med. 

  • Lær at heale bevidst
  • Få dig selv på plads og find din naturlige vej
  • Forstå spirituelle begreber 

Her skal vi ikke ensrette, præstere og bedømme hvem der er bedst, men i stedet tage udgangspunkt i at vi er forskellige i sind og skind. Hver især kommer vi med hele vores ”bagage” af værdisæt og oplevelser. 
Med hjertet i Hånden er ikke en ny metode, som kan puttes ovenpå en overflade af hurtige teknikker og spirituelle begreber. Med Hjertet i Hånden er opstået ud fra, at healing er et uomtvisteligt og naturligt grundlæggende vilkår for eksistens. På uddannelsen tager du på en vandring ind i en dybere fornemmelse og forståelse af dig selv og dine omgivelser. Her tillærer du ikke nogen påduttet sandhed, men finder ind i din egen sikkerhed og får redskaber, viden og erfaring så du kan stå stærkt i dig selv og arbejde med andre, eller bare være i livet som den største selvfølgelighed. 

Du opnår at komme i kontakt med en iboende dybde og rolighed, som du har mulighed for at integrere i dit hverdagsliv. Denne kontakt flytter fokus fra præstationsræs og kontrol og til overgivelse til mere livsglæde og nydning og mere tiltro til din egen iboende viden. På uddannelsen arbejder vi ud fra tesen om, at healing er en iboende kraft i os alle, men at det er bevidsthed og balance der gør, om man kan arbejde målrettet med healing med gode resultater. Desuden vil du få redskaber, til egenomsorg og egenhealing. Vi skal nogen gange hjælpe os selv, før vi kan hjælpe andre.

Foto: Dea Marie Kjeldsen

Hvorfor “Med Hjertet i Hånden”?

Hjertet er arnestedet for liv. Her begynder livet, og her slutter det. I hvert fald det vi lever i den fysiske krop. Når vi arbejder med healing, arbejder vi med liv. Derfor er hjertet også arnestedet for healing, så her arbejder vi med kernen i alle healings former og retninger.
Med Hjertet I Hånden uddannelsen arbejder vi ud fra det konkrete faktum, at vores arme og hænder er en fysisk, direkte forlængelse af hjertet. Evnen til healing ligger som et grundvilkår for livet – og vi har, så at sige, alle hjertet i hånden.